Aldrig sket før: To vindere af "Alene i vildmarken" – og de kendte hinanden i forvejen

LÆS OGSÅ: Den første knækker: Anders "BUSCHCRAFT" sender sig selv hjem fra "Alene i vildmarken"

For første gang i ”Alene i vildmarken”s historie, måtte optagelserne afbrydes før tid. Produktionen vurderede, at det ikke længere var forsvarligt at fortsætte optagelserne, fordi sneen gjorde det sværere og sværere for dem at nå frem til deltagerne.

Derfor blev de to tilbageværende deltagere, Ulrik Ørskov og Claus Ballisager, hver især kåret som vindere af programmets ottende sæson, så produktionen kunne lukke ned.

– Jeg var overrasket. Ikke over, at vi var to, men at de kaldte det at vinde. Jeg var overrasket over, at de sluttede det – og jeg var også træt af det. Det var min første reaktion, siger Ulrik Ørskov til SE og HØR.

Han ville gerne have fortsat længere end de 49 dage i den finske natur. Helst over 50, men også gerne op til de 60, som er rekorden for programmet.

– Jeg følte ikke, jeg var helt færdig endnu. Man sætter sig hele tiden mål derude, og jeg ville gerne have været lidt mere presset, end jeg var. Jeg ville gerne have prøvet at være så meget i knæ, at jeg tænkte ”nu gider jeg fandeme ikke længere”.

– Men det var jo de første 10-15 sekunder, jeg tænkte sådan. Så blev jeg lettet over, at jeg skulle se min familie. Jeg havde dog ikke regnet med, at de ville være der allerede.

Ulriks hustru Marie og sønnen Verner besøgte ham straks efter beskeden om, at han havde vundet.

På samme måde blev Claus Ballisager mødt af børnene Hannah på 14 og David på 16 år. Han var færdig med ødemarken og glædede sig bare til at vise den frem for ungerne.

– Når man er så langt henne, så er man glad for, det slutter. Det var fedt at vinde sammen med Ulrik. Jeg gættede rent faktisk på, at det var ham, der var den anden vinder. Jeg kender ham i forvejen og ved, at han har stamina, så det var min intuition, siger Claus Ballisager.

Claus har en forretning med outdoorudstyr, som Ulrik arbejdede i for otte års tid siden. Da optagelserne var ovre, boede de og deres familier sammen i en hytte i tre dage, hvor de to overlevere fik vendt hver en sten fra den finske ødemark.

– Det var fedt at dele det med ham og udveksle erfaringer. Det er nærmest kun os to, der har oplevet alt det, vi har været igennem. Jeg har ingen problemer med, at vi vandt sammen, understreger Claus.

Ulrik stemmer i:

– Jeg er virkelig glad for at dele det med Claus. På de tre dage i hytten delte vi ting, som ingen andre kan forstå eller sætte sig ind i. Når de andre sov, sad vi bare og snakkede og snakkede. Det var superfedt.

Også inden optagelserne, brugte Claus og Ulrik hinanden til at udveksle taktik og overvejelser.

– Jeg var ret sikker på, at det var Claus, der var den sidste tilbage. Det er en stor fordel, at man har prøvet at være alene i længere tid ad gangen, og det har vi begge været mange gange. Vi havde måske også gjort os flere overvejelser i forhold til grej, tøj og udstyr – det spiller ind, når det er koldt. Men det er nok mest det med mentaliteten, der gør, at vi kommer så langt. Jeg fik ikke fornemmelsen af, at de andre havde været alene i længere tid særlig mange gange, siger Ulrik, der har jaget meget i Australien og New Zealand, hvor han op mod 30-40 gange har været alene fire dage i træk.

– Jeg er blevet spurgt i tidligere sæsoner, om jeg ville være med i ”Alene i vildmarken”, men jeg har sagt nej, fordi jeg ikke kunne have min bue med. Der skal være et formål, hvis jeg skal klare mig længe. Ellers er det bare en ventekonkurrence, når man først har etableret lejr og fanget fisk.

Ulrik gav sig selv den opgave at se deltagelsen som et arbejde. Et arbejde, der skulle underholde seerne, men også i høj grad inspirere især unge mennesker til at tage ud at dyrke friluftslivet.

– Det retfærdiggjorde det og hjalp mig til at være derude. Jeg sagde til mig selv: Det er et arbejde, du er på nu. Og det var det jo på mange måder også. Jeg synes, det er et arbejde at vise, at jagt, fiskeri og at være i naturen er pissefedt – i mange andre sæsoner kan det nemlig godt se lidt lidelsesagtigt ud.